Depression • Orgasme • Fontex
Jeg tager Fontex efter en depression. Jeg har problemer med seksuel udløsning (ejakulation, hedder det vist.Vil det blive ved sålænge jeg tager Fontex? Jeg er biseksuel. For mig er det så naturligt at være så jeg tror at alle "normale" mænd har den mulighed. Er det forkert?
Jeg har lige pløjet mig igennem Irvin D: Yalom's bog: "Eksistentiel psykoterapi" og har fundet den yderst interessant. Freud havde sex på hjernen. Yalom har eksistensangst på hjernen. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg mener,jeg mener. Vi ved, vi skal dø, men vi lever da glade som om det sskal vare evigt.
Ja, Fontex (og andre psykofarmaka) kan have den bivirkning, at man ikke kan få udløsning / ejakulere - det kan en depression osse. Det er muligt at disse bivirkninger vil vare så længe du tager Fontex, men dem skal du jo heller ikke blive ved med at tage. Snak med din læge om det og om hvor længe du skal tage medicinenen. Får du nogen psykoterapeutisk støtte?
Jeg plejer at sige at man ikke er hverken hetero - eller homosekseuel - men multiseksuel - altså at man kan tænde seksuelt på meget forskelligt, til forskellige tider og på forskellige faser af livet. Det er altså ikke forkert at være biseksueel - det er som det er.
Irvin D: Yalom's bog: "Eksistentiel psykoterapi". Yalom er en af de forfattere jeeg endnu har tilgode - hørte ham engang i Hamborg - vældig spændende mand. Psykologer og psykoterapeuter eller alle lidt "småtossede" - ellers ville de/vi næppe vælge det job. Franz af Assisi siger: "Galskaben er det salt der hindrer hjernen i at mugne." Så det er jo ikk' så ringe endda. Hellere leve som om det varer evigt end slet ikke at leve af angst for at dø. Dødsangst er ikke sjældent livsangst.
Du kan se mere om Lykkepiller (SSRI) her hos Ebbe Scheel Krüger.
Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen
PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Tak for dit svar vedr. Fontex. Det var nyt for mig at
også depression kan bevirke vanskeligheder med ejakulation
trods erektion. Jeg har taget Fontex i et par år, men
begyndt at aftrappe med en halv tablet dgl., forsigtig, bange for
at falde tilbage til det angstfulde, depressive helvede, som jeg
først lærte at kende i 65års-alderen.
At jeg i det hele taget spørger om Fontex's virkemåde
skyldes, at jeg tror at Fontex ("lykkepiller" eller ej) er
årsgen til min lettere euforiske sindsstemning, der
gør at jeg, ubesværet, er i stand til at være
døgnhjælper for min invalide kone, og at min
næsten konstante (nå,ja, sådan da) erektion er
til glæde for min 41-årige ven. (det dumme svin)..
Jeg mener at Fotex har løftet mig op fra depressionen og
har sat mig i stand til at finde og bearbejde årsagerne til
depressionen og angsttilstanden. Men samtidig har jeg en art
samvittighedskvaler over at have snydt, over at jeg ikke, hvad jeg
kalder på en naturlig måde, har bearbejdet mig ud af
helvedet og havde fået lov til at vokse derved. Og, og og
... mit hoved er er af ambivalente følelser og tanker.
Bl.a. spørger jeg, hvad der berettiger mig til at tilluske
mig en gratis konsultation hos dig!
Nej. Jeg har aldrig ment at det er "forkert" at være
biseksuel. Jeg skulle vel snarere havde spurgt: Er den normale
mand ikke latent biseksuel? Er mænd, der kun tillader sig at
have den af Bibelen foreskrevne seksualitet unormale og
sørgeligt hæmmede?
Spørgsmålet er ikke af betydning for mit eget liv,
det er bare een af mine mange forundringer over livets
absurditet.
Jeg fortryder at jeg ikke har været "småtosset" og
havde valgt psykoterapi som livsgerning. - Jeg har været
vagtmester. Men vi har jo resten af livet foran os.
P.s. Jeg er ikke enig i ugens citat af Claudia Black: Skulle vi
kun omgive os med ja-sigere og undgå konfrontationer? Hvis
"mine mennesker" ikke repekterer mig og behandler mig ordentlig,
vil jeg da prøve at finde ud af hvorfor. De kunne jo have
ret.
Medicin kan jo være nødvendigt i nogen tilfælde - og hvorvidt din læge har vurderet rigtigt i dit tilfælde er svært for mig at afgøre - det har i hvert fald befriet dig for det angstfulde, depressive helvede. Man kan selvfølgelig så spørge, om det helvede var et der af uforklarlige årsager dukkede op indefra og ganske uden ydre årsager - det som ofte betegnes som en endogen depression - eller om der var sket en ophopning af traumatiske begivenheder, pludselige voldsomme ændringer i dit liv, arbejdet med din invalide kone - altså psykogene faktorer, der skabte depressionen og som bedst afhjælpes med psykoterapi - hvor man går til årsagerne fremfor at afhjælpe symptomerne (medicin).
Bondeanger hjælper ikke - det var den mulighed, du havde, og den har så virket godt for dig - den findes ikke "rigtige" måder - der findes mange måder. Du har ikke "tiltusket" dig en gratis konsultation - det er jo helt frivilligt fra min side - og jeg kan jo bare lade være, hvis det skulle blive for meget for mig.
Ja livet er absurd - og seksualiteten rummelig.
Jeg synes nu ikke, at Claudia Blacks pointe er så tosset
endda - vi skal osse lytte til kritikken af os - vore medmennesker
kan jo have ret i deres kritik af os. Jeg ved, at ganske meget
kritik af mig har været berettiget - det var ikke nemt i
begyndelsen - og nu kan det endda være en
fornøjelse.
For selvfølgelig er jeg da en dum skid af og til, uden pli, alt for meget osv. - gudskelov. Og når det er sagt, så har mange af os døjet ganske gevaldigt med alt for meget kritik, som børn - hvor man nogen gange kan tænke om opdragelse og kritik er synonymer.
Har du iøvrigt læst Finn Abrahamovitz ganske
fortræffelige bog: Depression. En bog til trøst og
forklaring. Gyldendal. 1996.
Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen
PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Vedr. Claudia Black er vi vist gået forbi
hinanden; vi mener det samme.
Må jeg vende tilbage til det mest interessante her på
jorden: Mig.? En psykoterapeut må vel altid have interesse i
'case stories':
Efter 30 år med mere og mere ansvarsfuldt skiftetidsarbejde
(med 15 timers vagter med et meget stort ansvar for sikkerheden i
det halve Danmark), bliver jeg pludselig pensioneret. Vi havde
vores hus tilsalg i et helt år hvor der kom købere
ustandseligt. Min kone bliver syg. Vi skulle finde et andet sted
at bo. Jeg bliver deprimeret, handlingslammet og er i en stadig
tiltagende angsttilstand. Jeg går til min søde
sygekasselægedame og siger at jeg af uforståelige,
sandsynligvis endogene årsager er blevet depressiv osv.
Lægen siger Fontex og Alprox. Jeg vender tilbage til min
optimistiske sindstilstand med et mægtigere
gåpåmod, men med ejakutionsvanskeligheder. I dag mener
jeg lægen burde have henvist mig til til psykiatrisk
hjælp.
Nu har jeg ikke taget Fontex i 10 dage og er spændt på (ikke bange for) hvad der sker.
Men hele historien har genopvagt min gamle interesse for psykiatri og for sindets forunderlige krinkelkroge. Jeg har beskæftiget lidt med hypnoterapi, men forlod det skyndsomt; 'klienterne' var for villige (tvungne?) til at følge mine anvisninger. Et traume, tvangstanke, fobi og hvad det nu har været, må man efter min mening nu, ikke bare sådan fjerne uden at undersøge, hvad der ligger bag. Jeg nåede ikke at lave nogen skade!
Regressioner (tidligere liv ???) leder jeg stadig efter forklaring
på. Det fører jo tilbage til det evige store
HVORFOR.
Jeg glæder mig til Abrahamovtiz bog, når jeg er færdig med Dorothy
Rowe's "Overvind din angst". Men jeg er hverken deprimeret eller angst, nu.
Nej, med den beskrivelse du giver er der næppe tale om en endogen depression men derimod nok ret klart en psykogen depression. Du fortæller, at du efter 30 år PLUDSELIG bliver pensioneret, I sælger jeres hus, din kone bliver syg - altså 3 store gennemgribende ændringer i din/jeres tilværelse - som hver især kunne have givet anledning til en depression - 3 store? tab. Det skal ikke behandles med medicin men med psykoterapi. Medicinen kan både forstærke depressionen, skabe angst og ødelægger de sexuelle funktioner (et nyt tab). Man kan måske i nogen tilfælde bruge noget medicin i begyndelsen og kortvarrigt.
Men jeg forstår godt, at mange praktiserende læger griber til medicin, dels er der ikke nogen udbredt tradition i lægeverden for psykoterapi; dels er medicin en del af deres hverdag, og dels mener det offentlige tilsyneladende af medicin er billigere end psykoterapi.
Noget firkantet: - Psykiatri handler om "apparatfejl" - hvilken
pille til hvilken fejl - evt. det hvide snit. Psykologi - handler
om sindets kringelkroge.
Ja, det er ikke så smart at lave psykoterapi med folk, hvis man ikke er ordentligt uddannet - ofte sker der ingen skade - og i reglen får "psykoterapeuten" det bedre - og "klienten" er lige forvirret.
Jeg ved ikke, hvad jeg har været i tidligere liv - men da jeg har fået at vide, at dette er min sidste inkarnation - så har jeg besluttet mig til at blive collibakterie i næste liv - så er det hurtigt overstået inden ....????
Dorothy
Rowe's bog "Overvind din angst" er osse en vældig god og anbefalelseværdig bog - efter min mening.
Held og lykke med det.
Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen
PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Skyndsomt, inden din kommende tilværelse som
baktusse, vil jeg fortælle noget, som JEG synes er
psykoterapeutisk interessant. Du kan læse alverdens kloge
bøger, men uden supplement fra livet her og nu, har det
ikke meget værdi.
Vi var 6 brødre. Ole og jeg yngst. Ole og jeg var altid sammen i barndommen. Gik i børnehave og skole sammen. Sov i samme seng - (nej, sexologen kan godt folde antennerne ind!).
Vi blev gift. Mødtes eller talte i telefon een eller to
gange om året i vel 50 år. Pludselig døde Ole.
For første gang i mit liv opdagede jeg hvad sorg er. Selv
nu, flere efter kan jeg stadig vågne grædende om
natten ved at jeg siger: "Ikke Ole. Ikke Ole."
Jo. Jeg mener jeg lod sorgen få sit naturlige forløb, uden fortrængninger eller benægtelser. Og nu kommer jeg til det interessante: Jeg opremser alle de ydre mulige årsager til min (fhv.?) depression, - og så glemmer jeg at nævne det egentlige: Min brors død! Mit sind, bevidsthed nægter åbenbart stadig at godtage kendsgerningen.
Det man jo godt få en masse psykiatrisk snak ud af. Jeg er
måske bare hjælpeløst normal? Hvis vi altid gik
rundt med de traumatiske hændelser 'oppe på
overfladen', ville vi da vist blive vanvittige?
PS: Jeg begynder at forstå hvorfor de fleste
psykiatribøger har så mange ord, så mange
sider. Moderne (for mig) skikke siger: Fat dig i korthed, skynd
dig at blive færdig, gå endelig ikke i dybden.
Ja, selvfølgelig er din broders død osse vigtig og muligvis en del af årsagen til din (tidligere?) depression. Men meget populært kan man sige at en gennem- og udlevet sorg ikke skulle kunne give en depression - en depression er netop udtryk for en sorg, som ikke er gennemlevet og udlevet, men stadig huserer i undergrunden.
Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke stadig kan føle vemod og tristhed (som er noget andet end depression) over tidligere sorger, som er bearbejdet - det kan man stadig.
Ja hvis vi ikke har mulighed for at bearbejde vores traumer, er det jo fikst, at vi / nogen af os kan fortrænge dem og på den måde undgå at blive vanvittige.
Det glæder mig det går fremad for dig.
Hvis
du kontakter en psykoterapeut, sexolog eller psykolog så
læs her først.
Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen
PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
• • •
•
•
•
• 
Ebbe har skrevet en masse vældig begavet om
Depression
som er værd at dykke ned i. Han har osse en masse
depressionslinks.
DepressionsForeningen
Litteratur:
Finn Abrahamovitz har skrevet en ganske fortræffelige
bog: Depression. En bog til trøst og forklaring.
Gyldendal. 1996.
Ekstra interne søgeord: angst, dep, depri, SSRI, lykkepiller, depressionspiller, tungsind, orgasmeproblemer
•
Senest opdateret 20. november 2020
