Kondom - kondomer - præservativer


FAKTA

HISTORIE

De ældste illustrationer af kondomet er blevet fundet i Ægypten og er over 3000 år gamle. Senere lavede romerne kondomer af muskeldele af krigere de havde slået i kamp. Plinius den Ældre, som levede fra år 23-79 efter Kristi Fødsel er måske den første, som skriftligt fortæller om noget, der minder om et kondom. Han fortæller, at for at undgå graviditet, kunne manden trække cedertræs-gummi over sin penis før samlejet. I Asien brugte kineserne silkepapir badet i olie og japanerne brugte tyndt læder (Kawagata eller Kyotai) og skildpaddeskjold og horn fra forskellige dyr (Kabutogata).



Kondom af skildpaddeskjold

Osse i gammel tid var kondomer en beskyttelse mod kønssygdomme. En italiensk læge Gabrielle Fallopius i 1500-tallet anbefalede f.eks. brug af et såkaldt linneddække til penis for at undgå syfilis. Han gennemførte en undersøgelse blandt 1100 mænd. Samtlige mænd undgik at blive smittet med syfilis, der ellers florerede på denne tid.

De ældste kondomer der er fundet er i ruinerne af Dudley Castle nær Birmingham, England og er dateret til 1640. De er lavet af dyretarme og fiskeblærer. I 1700-tallet anvendte man fåretarme med snøre.



Kondom af tarm med snøre

Historikerne er uenige om hvor navnet kondom stammer fra.En teori går på, at kondomet blev opkaldt efter dets opfinder; en læge ved navn Condom eller Conton, der efter sigende forsynede kong Charles d. II af England med kondomer lavet af fåretarme. Mere sandsynligt er det dog, at ordet er udledt af det latinske "condus", der simpelthen betyder beholder eller af latinsk "condere" der betyder skjule, tildække.

Den største revolution for kondomer kom i 1840'erne da vulkanisering af gummi blev opfundet af Charles Goodyear og Hancock.



Charles Goodyear

I 1930'erne gik man over til at anvende latex som man stadig anvender. I 1990'erne blev der solgt 12 millioner kondomer om året i Danmark. I dag er tallet stedet til over 20 millioner.



Mere historie:

Kondom (Wikipedia)

Condom (Wikipedia)


ANVENDELSE

Fordele ved at bruge kondom
1. Hvis du bruger kondomet rigtigt og hver gang, er der op til 97% sikkerhed for, at pigen ikke bliver gravid.

2. Kondomet er en god metode til at undgå kønssygdomme. Og så beskytter det begge parter imod AIDS, klamydia, gonorré og andre kønssygdomme. Kondomer giver ingen bivirkninger.

Ulemper ved at bruge kondom
1. Hvis kondomet ikke sidder rigtigt, kan det glide af eller der kan løbe noget sædvæske ud, når du elsker med din kæreste. Og så er I ikke længere beskyttet mod graviditet eller kønssygdomme.

2. Nogle fyre mener, at deres penis bliver mindre følsom, når de elsker med kondom.

Sådan bruger du kondomet
Kondom er den eneste præventionsmetode, hvor man er nødt til at afbryde alt det sjove for at beskytte sig. Hvis man ikke har så meget erfaring i at bruge et kondom, kan man let blive lidt nervøs og usikker, og måske bliver penis slap, inden kondomet er kommet på plads. En god ide er at få din kæreste til at hjælpe dig. Lad kondomet blive en del af jeres sex-leg og vælg for eksempel nogle kondomer, som I begge synes er sjove og sexede.
Men det er vigtigt, at kondomet tages på, inden I elsker, for så snart fyren er blevet ophidset og har rejsning/erektion, kan der komme lidt sædvæske (præsperm) fra hans penis. Væsken kan indeholde sædceller, som kan gøre pigen gravid. Og nogle kønssygdomme kan smitte bare ved direkte kontakt med kønsorganerne.

1. Når din penis er blevet stiv, skal du trække forhuden helt tilbage fra penishovedet.

2. Rul kondomet ned over din penis eller få din kæreste til at gøre det. Det skal rulles ned så glat som muligt, så der ikke er luft i kondomet.



Sådan bruger du kondom med reservoir
1. Kondomer lavet med og uden tut (reservoir). Når du sætter kondomet på, skal du holde om reservoiret, så der ikke komme luft ind.

Kondom uden reservoir
Kondom med reservoir

2. Når kondomet når til forhuden, skubber du forhuden lidt frem, før du ruller kondomet helt ned til roden af din penis.

Hvis du har rullet kondomet forkert på?
Hvis du har rullet kondomet på med den forkerte side udad, er du nødt til at smide det ud og tage et nyt.



Hvad med kondomet når I har elsket?
Det er ret vigtigt, at du trækker din penis ud af pigens skede, mens din penis stadigvæk er stiv, ellers er der stor risiko for, at der kan løbe noget sædvæske ud i skeden. Efter du har fået orgasme, trækker du penis ud af skeden, mens du holder fast om kondomet ved penisroden. Bagefter binder du en knude på kondomet og smider det i affaldsposen. Et kondom kan kun bruges én gang.

Kondom brugt sammen med en anden metode
Du kan beskytte dig endnu mere mod at blive gravid, hvis du bruger en anden metode samtidig, fx stikpiller eller skum.
Hvis kondomet springer
Hvis uheldet er ude og kondommet skulle springe er der stadig hjælp at hente, men det kræver et besøg hos lægen. Se mere om dette under afsnittet om nødprævention.
Man kan dog sikre sig meget imod at kondomet springer. Øv dig i at rulle det rigtigt på og væn dig til tanken om at have det på. Derudover kan man bruge vandbaseret glidecreme hvis der ikke er smørelse nok i forvejen.




Husk at tage kondomet på det rigtige hoved
Klik på billedet for at se det større



SLANG:

Kondomet har mange kælenavne. Gummimand, gummi, dut, rubberman, knaldhætte, nathue, pikhylster, regnhætte, sok, nærkampsok ...



Englænderne kaldte kondomet "French letter"
Klik for at se billedet større


KONDOM PARLØR (slang i parentes):
ENGELSK:
Condoms (rubbers, frensh letters)
FRANSK:
Préservatives (capotes anglaises)
SPANSK:
Preservativos, condones (gomas)
TYSK:
Präservative, Kondome (pariser)
ITALIENSK:
Preservativi, profilattici (paracadute)
PORTUGISISK:
Preservativos (camisas de Vénus)
GRÆSK:
Profylaktika (kapotes)
TYRKISK:
Prezervatif (kaput)
RUSSISK:
Prezervativy (rezinky)
JAPANSK:
Kondomu (gomu)
SWAHILI:
Condom, mipira (soksi)


Kondomer beskytter begge parter bedst imod HIV/AIDS og seksuelt overførte sygdomme som klamydia og gonorré - og mod graviditet !!!



SPØRGSMÅL

Hej Per

Jeg er en ung fyr og uerfaren på det seksuelle, men regner dog med at det kommer. Jeg synes ikke min penis er så stor, jeg har heller ikke prøvet at have samleje endnu. Jeg har købt en pakke kondomer så jeg kan øve mig inden det bliver alvor. Skal forhuden altid være trukket tilbage inden man sætte kondomet på? Skal penis altid være stiv inden man taget kondomet på? Gør det noget, hvis man mister rejsningen med kondom på midt i et samleje, jeg mener vil kondomet så falde af? Er man unormal når man er 26 år og ikke har prøvet at have samleje?

Anonym


SVAR


Hej Anonym

Jeg tager dit sidste spørgsmål først. Det væsentlige er ikke om noget er normalt eller unormalt, men om man er tilfreds eller utilfreds med tilstanden. Hvis du ikke har følt dig parat til eller har haft mulighed for at have samleje endnu så er det sådan. Der er mennesker der starter meget tidligt med at have samleje og der mennesker der starter meget sent på at have samleje og mange starter nok på det i alderen fra 16 - 20 år.
Når du er parat til det og har fundet dig en kæreste så vil det osse ske for dig.

Det er en god ide at øve sig inden det bliver "alvor". Når du tager et kondom på er det absolut nemmest hvis din pik / penis er stiv og så vil forhuden jo oftest være gledet væk fra hovedet. Hvis forhuden ikke er det, er nok en god ide at trække forhuden tilbage inden du rulle kondomet på.

Et mindre fald i rejsningen under et samleje vil normalt ikke betyde at kondomet glider af.

Held og lykke med øvelserne.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX



SPØRGSMÅL

Hej Per

Tak for svarene og at jeg gerne må skrive igen. Om jeg er tilfreds eller utilfreds med, at jeg som 26-årig stadig er jomfru... Tja, jeg ville helst have haft det overstået inden jeg fyldte 26, jeg er ikke "grim" så det er ikke lige det, der er mit problem, men jeg har haft svær depression og generthed/socialfobi (generthed og socialfobi er jeg stadig plaget af mens depressionen så småt er ved at være væk med hjælp fra bla. lykkepiller fra min læge). Jeg vil sige det på den måde, at jeg synes, at jeg er lidt sent på den, men ikke så sent, at det er for sent... Jeg er nu begyndt at gå lidt i byen sammen med en af mine venner og har da også snakket med nogle piger - indtil nu har det gået nogenlunde godt, så jeg håber virkelig på, at jeg snart finder en sød kæreste og får prøvet det inden jeg fylder 27.. men jeg er ikke til "one-night-stands", jeg vil helst gøre det med en kæreste.

Lige nu har jeg som sagt stadig det problem med generthed og føler nogen gange at det kan være svært at finde på noget at sige når jeg snakker med en pige. Jeg er også MEGET bekymret over, at når "drømmepigen" dukker op og vi skal til at prøve det, så er jeg bange for at hun vil løbe skrigende væk når hun hører, at jeg stadig er jomfru, så hvad i alverden skal jeg sige? Eller skal jeg holde min kæft og ikke sige noget og hellere sige, at det er længe siden jeg har prøvet det og har glemt noget af det. Men jeg har det bedst med at være ærlig og sige som det er, at jeg er jomfru. Håber du kan give mig nogle svar. TUSIND TAK!!!


Anonym


SVAR

Hej Anonym

Det lyder godt for dig at du er ved at komme ud af depressionen og ærgerligt at du stadig lider af generthed/socialfobi, der er vel en vis sammenhæng formoder jeg. Lykkepiller kan være udmærkede til at komme igennem en depression på og samtidig er det vigtig at du osse får noget kvalificeret psykoterapi både i forhold til depressionen og i forhold til din generthed/socialfobi. Hvis du ikke får psykoterapi skulle du overveje det. Inden du vælger en psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

Jeg tror det er en god ide ikke at lægge alt for store planer om de første gange, der findes formentligt 5.000 kvinder der ville passe som "drømmepigen". Personligt tror jeg det er en god ide at få sagt tingene som de er, at du mangler erfaring og at du gerne vil have det. Hvad med at prøve gennem en kontaktannonce, der findes osse kvinder i samme situation som dig, og så har I jo et fælles udgangspunkt. Hvis kvinden løber skrigende bort så var hun jo ikke noget for dig og så spilder du ikke tiden med hende .

Min gode ven Ebbe har nogen glimrende sider om dels Depression og dels Generthed - kig på dem.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX



SPØRGSMÅL

Hej Per

Tusind tak for dine svar og linkhenvisninger - de ser spændende ud.
Jeg har lige nogle små spørgsmål mere til dig, som jeg håber du kan hjælpe mig med:
- Når jeg går i byen og kommer til at ryste lidt i stemmen, eller på hænderne m.m. hvad skal jeg så gøre? Skal jeg blot tage det stille og roligt og ikke tænke på, hvordan andre nu vil tænke?
- Jeg har som tidl. skrevet fået det bedre med min depression, men jeg er et følsomt menneske, og det kan nok ikke helt undgås, at man nogle gange kan mærke eller se på mig, at jeg er deprimeret eller mere sårbar. Jeg har tænkt mig at fortælle min kommende kæreste, at jeg lider/har lidt af depression, men tror du det vil være en god idé? De unge snakker jo ikke så meget om psykiske problemer som fx angst og depression.
- Når jeg skal til at prøve det, så har jeg tænkt mig at fortælle at jeg er jomfru (du mener jo også at jeg bør sige det som det er), hvilken grunde kan jeg så bruge som "undskyldning" for, at jeg ikke har prøvet det endnu? Kan jeg bruge den med, at det har været på grund af min depression? eller måske sige at jeg har ventet på den rette...?
Du må undskylde, hvis jeg har være til besvær, men jeg følte behov for at få nogle råd fra dig. På forhånd tusinde tak for hjælpen! Jeg vil også kikke nærmere på linkene om generthed m.m.

Anonym


SVAR

Hej Anonym

Jo mere du tænker på om du ryster og er nervøs, jo mere bliver du det, så du har ret, lad være med at tænke på det. Ofte føles det værre inden i den nervøse end det syner på overfladen for andre. Jeg husker f.eks. for nogen år siden hvor jeg skulle deltage som ekspert i nogen tv-udsendelser, og jeg var så nervøs, at jeg ikke kunne mærke mig selv fra taljen og ned og syntes jeg måtte virke enormt nervøs for seerne. Da jeg så udsendelserne var der intet at se - det synes jeg var interessant og vil huske næste gang.

Når du får en veninde / kæreste så er det en god ide at fortælle om dig selv og selvfølge osse om lidt om dine skavanker, men det er måske ikke det du skal starte med. Og husk at de fleste kvinder er interesseret i at snakke om psykologiske emner.

Det er sikkert osse en god ide at sige til den udkårne at du ikke har den store erfaring og sig det som det er, måske har hun heller ikke så meget erfaring.

Og STOP det med at være til besvær, hvis jeg havde syntes at du er besværlig kunne jeg blot undlade at svare på dine spørgsmål. Mennesker, der synes de er "besværlige", bliver hurtigt besværlige - det er en selvopfyldende profeti. Du er ikke besværlig - du er et følsomt gemyt der har brug for nogen oplysninger. Husk generthed er skjult nysgerrighed - en nysgerrighed du vender ind ad, fremfor ud af mod dine medmennesker.



Selv en pave kan være genert,
måske fordi han forbyder brug af kondomer?


Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX



KOMMENTAR

Hej Per og tak for din hjælp, det var rart at få nogle gode råd fra dig. Jeg må prøve at se om jeg kan overvinde min generthed og finde mig en sød kæreste.

Anonym


KOMMENTAR

Min veninde har mødt en sød fyr på ca. din alder, som er jomfru. Hun er selv temmelig erfaren på det seksuelle område. Da han fortalte hende, at han var jomfru blev hun glad og beæret over at få lov til at være den første. De gik meget langsomt frem og det blev en meget dejlig oplevelse for dem begge. Så held og lykke - være ærlig og vær dig selv.

Mimi


SPØRGSMÅL

Hej,

Jeg er lidt i vildrede omkring det med brug af kondomer og håber jeg kan få lidt hjælp. jeg har læst på andre sider på internettet om hvordan man skal tage et kondom osv. men har ikke helt forstået det omkring, om det er vigtigt at kondomet sidder tæt på penissen?? min penis er ikke den bredeste og har nemlig derfor problemer med at "fylde" kondomet ud.... håber du kan hjælpe...........

Aninymus


SVAR


Hej Aninymus

Det er en god ide at øve sig lidt inden man(d) for alvor skal bruge et kondom.

Kondomer fås i flere størrelser, så du må prøve dig frem om hvilken størrelse der passer dig bedst. Spørg evt. på apoteket.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX



SPØRGSMÅL

Hejsa

Jeg har det lille problem at mit kondom bliver for stort under samlejen idet den jo udviger sig efterhånden(i hvert fald på mig fordi jeg ikke har mulighed for at "folde" den helt ud). Jeg bruger størrelse M og min Penis er 12-13 cm i erigeret tilstand? kan de fås' mindre, altså kondomer
? Jeg har aldrig set dem mindre og hvis ikke det er muligt hvad gør jeg så???

Amdi


SVAR


Hej Amdi

Ja man kan få mindre kondomer end M - der findes osse Small - jeg fandt f.eks. nogen på nettet hos World Best har de f.eks. Slim-Line Mi-Cro og der findes mange kondomforretninger på nettet - søg på Google.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX




Apropos kondomer og størrelser
Klik på billedet for at se det større



LINKSD

PSYKE & SEX DEBAT

PARTERAPI



Her kan du bl.a. købe kondomer via internettet: (
OBS! Her er kun medtaget firmaer med LOVLIGE sider)

Sex & Sundhed - Comdomeriet

Kondomaten.dk

Kondomkongen.dk



Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: bøsser, lesbiske, bøsse, lesbisk, homo, homoseksualitet, homoseksuel, homoseksuelle, biseksualitet, biseksuelle, homosexualitet, homosexuel, bisexualitet, bisexuelle, homosexuelle, lebbe, homosex, bisex, svans, homofili, homofil, hetereo

Senest opdateret 19. februar 2021