Min kæreste har ikke lyst til sex (1)


Spørgsmål ???

Jeg skriver fordi jeg ikke længere ved hvad jeg skal stille op. Jeg syntes selv at jeg har prøvet meget for at løse problemet, men indtil videre har det ikke hjulpet.

Sagen er den at mit sexliv er gået totalt i stå og sådan her det været i mere end 1/2 år. Min kæreste har ikke lyst længere. Han tager aldrig initativet mere, røre aldrig ved mig mere. Forsøger jeg at tage initativet sker det ofte at han bare ikke reagere eller blot passivt lader sig berøre.

Sådan har det ikke altid været. Tidligere havde vi et godt sexliv, hvor han var meget aktiv og hele tiden tog initativet. Det savner jeg.

Jeg har tænkt og tænkt over hvad der kan være gået galt, men aner det ikke. Når jeg forsøget at snakke om det taler han som oftest uden om det eller slår det hen med en spøg. Et par gange har jeg forsøgt virkelig at gå til han, men det eneste han siger er, at han ikke ved hvorfor det er blevet sådan og at han da stadig har lyst til mig. Så fatter jeg bare ikke, hvorfor han ikke viser det?

Jeg er 110% sikker på, at han ikke har en anden. Jeg tror heller ikke på, at han ikke elsker mig længere. Han er stadig meget sød og kærlig og viser gentagende gange at han virkelig elsker mig.

Jeg syntes, jeg har forsøgt både at snakke med ham om det, at forklare hvordan jeg har det med vores manglende sex, hvad det får mig til at føle. Jeg har prøvet med at ignorere det, men intet af det har hjulpet, selv om han hele tiden lover det nok skal blive bedre.

Så længe jeg stadig er overbevist om, at han elsker mig, vil jeg hellere forsøge at løse problemet. Han er min store kærlighed. Det har aldrig før føltes så rigtigt at være sammen med en som det gør med han, og ud over vores sexliv, har vi det også rigtig godt sammen.

Jeg håber ikke på nogen mirakel løsning, men mere et par gode råd til hvordan jeg kan gribe situationen an. Jeg har aldrig været sammen med en mand før der ikke havde lyst til sex, som regel har det været omvendt. De havde mere lyst end jeg havde. Hans manglende lyst til mig gør virkelig ondt. Jeg syntes det må være noget galt med mig, når jeg ikke engeng kan give min kæreste lyst til mig. Det skal lige siges, at jeg er almindelig af udseende og størrelse, hverken fotomodel eller tudegrim.

Måske hjælper det også et vide, at jeg er den første min kæreste bor sammen med. Før mig har han kun haft et længere forhold til en ældre kvinde (gift). Hans andre forhold har været korte og udelukkende baseret på sex (efter hvad han har fortalt).

Kærlig hilsen Anne


Svar

Kære Anne

Ja det er jo osse lidt svært for mig at vide hvad der er baggrunden for hans nu manglende lyst til sex med dig.

Jeg tror ikke der er noget galt med dig, men din kærestes reaktioner er jo ikke særlig konstruktive i forhold det problem I har sammen. Måske anser han det ikke for et fælles problem.

Det jeg kan gøre er at stille en række spørgsmål:

1) Hvor gamle er I?

2) Hvor længe har I kendt hinanden?

3) Har I børn sammen?

4) Er der sket noget specielt I jeres forhold inden for det sidste år ud over hans reducerede lyst?

5) Er det sket noget specielt for ham det seneste år? Arbejdsændring, ulykke, dødsfald i familien osv.

6) Hvordan var hans lystfrekvens tidligere i andre forhold?

7) Hvordan er hans evne til at tackle konflikter med dig og andre? Især de følelsesmæssige.

Der findes mennesker der kan have den problematik, at de har svært ved at elske den de elsker med, og svært ved at elske med den de elsker.

Jeg kan anbefale dig at læse Maria Marcus bog Det Erotisk Isbjerg om Ulyst og Nulyst i seksualiteten.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX


Spørgsmål ???

Hej Per

Jeg vil forsøge at svare på dine spørgsmål. Ang. alder så er jeg 30 og min kæreste 29. Vi har været sammne i 2 år, og problemerne er for alvor startet her i efteråret. Jeg har tænkt og tænkt, men ken ikke finde nogen årsag til, at det er gået galt mellem os. Jeg ved ikke. Han er godt nok begyndt at være mere hjemme, p.g.a nyt arbejde. Nu arbejder han ikke længere fra 8-5 men har 12 tiders vagt 2 dage og fri 3 dage ( der er 1 år siden han skiftede job). Måsker er vi for meget sammen?. Jeg sidder nemlig en del hjemme, da jeg arbejder på slutfasen af min PHD.

Arbejdsskiftet er det eneste der har ændret sig for ham, men det har jo fungeret fint mellem os i starten med hans nye job.

Jeg var på Grønland 2 mdr. alene i sommers, og da jeg vendte hjem var der også lidt problemer, men efter en ferie sammen løste det sig op. Nu er det desværre begyndt igen og er meget værre.

Generelt er han ikke god til at løse problemer/konflikter. Oftest laver han sjov med de ting jeg siger. Det er meget svært at få han til at sige hvad der er galt. Han kommer som regel med standardsvaret "at han ikke ved hvad der er galt, eller hvorfor det er sådan". Det er frustrerende, for hvad stille man op med sådan et svar. Jeg har prøvet et par gange virkelig at presse han til at sige, hvad der er galt, men så bliver han helt afvisende. "Jeg har jo sagt, at jeg ikke ved det. Vil du have jeg bare skal finde på noget"

For det meste er det bare mig der snakker, og han siger bare ingenting, ikke en gang af eller bekræftende, hvis jeg stille ledende spørgsmål.

Jeg syntes også selv, jeg har lidt svært ved at snakke om disse ting. Derfor er jeg vel nok lidt i forsvarsposition og nok til dels en smule angribende. Tit oplever jeg også bagefter, at jeg ikke føler, at jeg har fået sagt alt det, jeg havde tænk mig eller at det jeg syntes var vigtigst ligesom glem lidt i baggrunden på grund af nær liggende emner. Derfor har jeg overvejet om det måske var en god ide simpelthen at skrive det ned. Alle mine følelser omkring vores problem, hvordan det får mig til at føle osv.

Jeg tøver det lidt, da jeg er bange for at skriftig komunikation lettere vil kunne ignoreres. Desuden kan jeg ikke finde ud af, om jeg skal give ham brevet så det kan læses men jeg er tilstede eller, når jeg er ude af vores lejlighed.

Han har kun haft et længere forhold inden mig, men det var til en noget ældre gift kvinde. Han har ikke fortalt så meget om det, men hun legede vist med hans følelser og lovede at hun ville gå fra sin mand, hvilket hun aldrig havde i sinde. I det forhold tror jeg ikke han havde nogle problemer med lysten, men på den anden side, så så de jo også kun hinanden ind i mellem. Ud over hende har det vist mere være engangsforhold.

Vi har ingen børn og fortsætter det sådan får vi heller ikke nogen.

Nu er det jo heller ikke sort det hele. Ud over hans manglende lyst har vi det godt sammen. Vi hygger os meget er gode til at lave ting sammen. Han er meget kærlig og sød over over for mig. Jeg er nok heller ikke nem at bo sammen med. Istedet for at glæde mig over alt det jeg får af ham og lægge mærke og sætte pris på det. Har jeg sommetider tendens til kun at se det jeg ikke får og gerne vil have. Når jeg tænker rationelt er det jo ikke fordi jeg gerne vil lave ham om. SÅ ville han jo ikke længere være den fyr jeg faldt for. Men sommetider falder jeg alligevel i fælden og bliver skuffet over han lige gør det ting jeg kunne ønske mig.

Jeg har tænk over hvorfor jeg har det sådan. Hvorfor er man ikke tilfreds med det man har. Jeg har jo selv valgt han. Det var jo han og ikke nogel af de andre jeg faldt for. Alligevel vil man så have noget andet. Sammen ligner sig med ens veninders forhold, selv om man jo umuligt kan vide hvordan deres forhold i virkeligheden er. Man ser jo ikke alt.

Måske tænker jeg bare for meget over tingene. Bekymre sig unødvendigt. Men jeg mener også at sexlivet skal kunne fungere i et forhold. Ikke at det kun skal bygge på sex, men at det er en nødvendig del af et godt forhold.

Anne.


Svar

Hej Anne

Desværre er det nok ikke muligt at hjælpe jer så meget via en netside. Det lyder som om I har brug for parterapi inden du gror helt til i utilfredshed med manglen på sex. Du kan ikke leve i et forhold uden, så det er nu du skal gøre noget mere ved det. Og jeg tror I har brug for professionel hjælp.

Der er et begreb der hedder "Penisvisdom". Det dækker over, at kan det ene hoved ikke sige: Nej - så gør det andet hoved det. Enten som impotens - eller som manglende sexlyst. Det er ikke så sjældent endda med den reaktion hos mænd med angst for at være aggressive (at gå til den).

Måske er det hans måde at sige Nej til noget i jeres forhold som han ellers ikke er i stand til at få udtrykt verbalt - han udtrykker det så kropsligt ved at nedtrykke lysten til sex.

Måske kan han være angst for egentlig nærhed - som jeg skrev om i mit forrige svar.

Find en god psykoterapeut der har erfaring med parterapi og er vant til at arbejde med seksuelle problemer. Jeg bor i Århus Amt.

Inden I vælger en psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX



LINKSD

PSYKE & SEX DEBAT

PARTERAPI



Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: parforhold, lyst, ulyst, mangler, lust, lustigt, olustigt, olust, sexulyst,
Senest opdateret 20. februar 2021