Min kærestes manglende lyst


Spørgsmål ???

Hej

Åh - endelig et seriøst sted på nettet, hvor jeg (måske) kan få lidt hjælp til at komme videre.....

Jeg er en pige/kvinde på 28 år, som har det problem, at min kæreste (25 år) og sex er to diamentrale modsætninger..... Det siger ham ikke noget, er det efterhånden blevet til. Men det ved jeg det gør, for jeg kan se han efterhånden er ked af det, når han ser mig gå frustreret rundt og prøve at lade være med at sukke. Vi HAR været alle mulige indbyrdes samtaler igennem og prøvet forskellige ting, der evt. kunne sætte skub i sexlivet igen. For det har ikke altid været sådan. Vi har kendt hinanden i godt 4 år og da først jeg fik lov at tage hans mødom ( et stort privilegie) gik alting fint. Ja, ikke så vildt til, som hos en mand der "har været omkring" , men min kæreste havde gået rundt og fantaseret i 21 år og disse fantasier kunne nu udleves..... Det sidste år er det dog gået ned af bakke og i skrivende stund er det to måneder siden sidst. Dette har dog også resulteret i, at vi har bestilt en tid hos lægen, for at få gjort noget ved problemet. Hvor går den videre vej fra lægen egentlig ?

Hvorom alting er, kunne jeg godt tænke mig at vide om manglende lyst til sex, kan være noget hormonelt ? Mangel på testestoron ? Grunden til at jeg spørger er, at min kæreste siger at han ofte sér på mig og har utroligt lyst til at elske med mig, men det er ligesom om de følelser og lyster han har, nægter at reagere med hans underliv. Jeg har også bidt specielt mærke i, at han ALDRIG vågner op med "morgen-lem" mere. Det skulle jeg ellers mene var helt normalt at gøre. Kan han være blevet helt impotent og er det muligt at et hormontilskud er det eneste der skal til ? Jeg er villig til at gøre alt, for at få dette til at virke, da jeg elsker ham højere end noget og da vi ellers har et fantastisk liv sammen. Det er bare SVÆRT at elske og begære en så højt, når man ikke kan nyde det der skiller et godt venskab fra et godt parforhold.....

Kan du evt. give mig nogle navne på læger / sexologer / terapeuter i Kbh.-området, der er kendt for gode resultater mht. denne slags problemer? Hvem betaler disse mennesker? Os selv eller sygesikringen?

Har været hjemmesiden rundt og fandt den ganske oplysende. Specielt blev jeg glad, da jeg læste et indlæg fra en pige der sad i samme situation som jeg. Jeg føler mig ofte som om jeg er den eneste af hunkøn der har dette problem. Det plejer altid at være kvinder der er så forfærdeligt trætte eller har hovedpine. Derfor har det heller ikke været muligt for mig at drøfte det særligt seriøst med mine nære veninder, for de har ikke kunnet sætte sig ind i det.....

Håber du svarer på mine spørgsmål, specielt det med hormonerne.

På forhånd tak fra Eva


Svar

Hej Eva

Tak for dine pæne ord.

Ja du er ikke den eneste kvinde eller mand, hvis partner har mindre lyst end dig selv. Nu er lyst meget ujævnt fordelt mellem mennesker - det være sig fra menneske til menneske, fra alder til alder, tidspunkt på døgnet, sted i livet osv. Vi kan faktisk ikke måle hvad "rigtig" lystmængde er.

Nogen af os er så så uheldige at vi forelsker os i et mennesker der efter den første forelskelses adrenalin- og endofin-indsprøjtning viser sig at have meget mindre lyst end os selv - eller måske på helt andre tidspunkter - eller grundlæggende tænder på noget meget forskelligt fra os selv. Og så har vi balladen og sorgen og snakken osv.

Måske er det så enkelt - at I blot er vidt forskellige i jeres lyst. Og det er jo forståeligt at I begge bliver kede af den situation - men man kan ikke sige at der er noget galt med nogen af jer - sådan er I!! (måske).

Lyst har selvfølgelig noget med hormoner at gøre - grundlæggende - men osse her er vi skruet forskelligt sammen uden at man af den grund kan sige at der er tale om noget sygeligt.

Lystproblemer er kun meget sjældent forårsaget af mangel på mandligt kønshormon og oftest er der tale psykiske årsager. De fysiske årsager kan f.eks. være medfødte skader på testiklerne eller f.eks. skader på hypofysen. Det er ret nemt at undersøge om en mand mangler mandligt kønshormon - det kan din kæreste få gjort hos en læge med en almindelig blodprøve. Men der er nu osse andre fysiske muligheder som ikke handler om hormoner - han kan måske lide af prostatitis, han kan have myoser i muskulaturen i underlivet, han kan evt. have nerveskader. Så jeg synes det er fornuftigst at starte hos lægen - der måske kan vurdere om det fysisk eller psykisk. Husk at nævne det med den manglende morgenerektion - har han lyst til at onanere, eller kan han få erektion på andre tidspunkter?

Hvis det ikke er fysisk og din kæreste selv synes at han har et problem med sin lyst (- og altså ikke at du synes at han har det -) så vil lægen måske selv tilbyde nogen samtaler - eller foreslå jer at henvende jer til en sexolog, psykoterapeut eller psykolog. Og det skal I selv betale - medmindre at lægen kan få jer henvist til f.eks. Rigshospitalets sexologiske klinik.

Jeg vil osse foreslå jer at læse Maria Marcus bog Det erotiske isbjerg - Om Ulyst og Nulyst i seksualiteten.

Inden du / I vælger en psykoterapeut eller sexolog så kig lige på side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

Måske kunne du / I osse have glæde af at læse nogen af de andre indlæg i PSYKE & SEX som handler om forskellig og manglende sexlyst.

Jeg håber mit svar er fyldestgørende og du / I er velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX



LINKS

PSYKE & SEX DEBAT

PARTERAPI


Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: parforhold, lyst, ulyst, mangler, lust, lustigt, olustigt, olust, sexulyst,
Senest opdateret 20. februar 2021