Orgasme mangler ved samleje (M)


SPØRGSMÅL

Hej Per

Jeg synes det er utroligt flot, at du giver mulighed for at få hjælp på denne måde. Jeg har flere gange forsøgt at komme til sexolog, men man skal køre langt, derfra hvor jeg bor. Så først tak for det.

Jeg er 48 år gammel, og kan nok siges at have haft et særdeles besværligt sexliv, med mange forskellige psykiske såvel som fysiske problemer.

Jeg mødte for 3-4 år siden en pige, som jeg ved at jeg vil kunne få det godt med, også sexuelt, men pga. sammenbragte børn, og økonomiske problemer er det bestemt ikke let.

Derudover har jeg/vi nogle sexuelle problemer, som jeg gerne vil bede dig om råd til at løse.

Jeg har måttet klare mig alene i mange år, og har derfor klaret mig med onani, hvilket har foregået vha billeder fra blade/Internettet. Dette har min kone svært ved at leve med, hvad ikke kan undre mig. Hun har det heller ikke godt med at jeg skal onanere, hvad jeg heller ikke kan være uenig med hende i, da det da vil være bedre at vi gjorde det sammen. Og det prøver vi så på, men desværre ender jeg den ene gang efter den anden med at gå totalt i brædderne, og må jævnligt trække mig ud af det hele.

Jeg kan egentligt godt klare mig uden sex i længere tid, men jeg kan simpelthen ikke klare mig uden jævnlige udløsninger. Jeg kan klare mig i to dage, men så bliver det også svært. Derefter begynder jeg at få flere og flere smerter, og efter en fire dage, så begynder jeg at få det meget ubehageligt, hvorefter selv små ting kan vælte mig totalt.

Min kone har desværre ikke helt forstået problemet, eller vil måske ikke acceptere problemet. Pga min fortid kan jeg heller ikke ligefrem sige at jeg har den store erfaring på området, da jeg stadig kæmper for at få et velfungerende sexualliv med en kvinde, for første gang i mit liv. Jeg har talt med flere læger omkring problemet, og de siger høm-høm, og at det jo er et spørgsmål om at dine depoter bliver fyldte, og hvis de ikke bliver tømt, så kommer det til at gøre ondt, hvad jeg klart kan bekræfte. Jeg spørger så mine forskellige læger om dette er et normalt problem, og har jeg fra min kone side fået at vide at det er det ikke, og fra en af lægerne at vide, at det er det ikke da de fleste mænd i en sådan situation vil få ufrivillig udløsning om natten, hvad jeg så desværre ikke nogensinde har oplevet at få, og så får jeg jo bare få ondt i stedet for, hvilket jeg for en ordens skyld vil gøre opmærksom på, at det kan jeg simpelthen ikke klare at leve med.

Og hermed mit første spørgsmål. Hvordan forholder det sig egentligt med ovenstående problem? Hvad er normalt osv?

Min kone vil have at jeg lader være med at onanere, hvilket jeg også selv gerne vil, og det har vi så prøvet i 2 år, og hvilket sandt mareridt af smerter, for at finde ud af, at det kan jeg simpelthen ikke klare. Efter utallige kampe er det dog lykkedes os at indse, og vi bliver nød til at have regelmæssig sex, hvilket min kone ellers ikke betragter som nødvendigt.

Så langt så godt, og her kommer så andet problem, nemlig at jeg altid har haft svært ved at komme i forbindelse med samleje. Og her er min kones løsning meget klar. Der skal bare går tilstrækkeligt lang tid, så skal presset nok blive så stort at jeg kan komme i forbindelse med samleje. Og her havner jeg så tilbage i problem nummer 1, nemlig at jeg går i gulvet med smerter og ubehag når jeg ikke får jævnlig udløsning. Disse problemer har efterhånden tæret så meget på mig, at jeg er ved at blive små impotent, hvilket ellers ikke overhovedet har været et problem for mig. Jeg er simpelthen så pinglende træt at kvinder og sexualitet, så jeg er nød til at grine af det i stedet for. Når jeg rejser problemet for 573'te gang så siger hun som hun plejer. "Hvad vil du have at jeg skal gøre?" Og hvis jeg så kommer med et forslag om oralsex eller noget andet, så henviser hun til en enkelt gang, hvor det heller ikke lykkedes, fordi at jeg var blevet hudløs og overfølsom, eller også får jeg den meget typiske og meget kvindelige bemærkning: "Det kan ikke passe at..."

Jeg har det sådan når vi har samleje, at jeg simpelthen er nød til at få udløsning, for ellers får jeg det bare af pommeren til efter et par dage, og når jeg skal komme, ja, så kan enhver jo regne ud, at jeg selvfølgelig ikke kan komme. (Enhver indbefatter ikke min kone, hvilket lige skal bemærkes). Jeg er ret overbevist om at jeg kan komme til at fungere fint, hvis jeg bare kunne få ro og tryghed omkring vores sexliv, men desværre har selv en næsten overmenneskelig indsats fra min side vist sig at være fuldstændig nyttesløs. Og hermed nærmer jeg mig mit andet sprøgsmål, eller bøn om råd. Hvad vil du råde mig til at gøre? Har du noget du kunne sige om dette, som måske kunne få os til at se det samme problem?

venlig hilsen C


SVAR

Hej C

Tak for dine pæne ord om min side.

Mange års dårlige erfaringer både psykiske og fysiske kan sætte sig som dårlige vaner / forventninger som i sig selv kan gøre det svært - det er jo det vi som psykoterapeuter arbejder med. Især hvis vanskelighederne bliver kroniske.

Til spørgsmålet om onani og hvor almindeligt det er. Langt de fleste mænd onanerer hele livet igennem og det samme gælder næsten lige så mange kvinder - så onani er det normale - ikke at onanere er det unormale.

Med Woody Allens ord: "Hey, don't knock masturbation! It's sex with someone I love."

("Hej, lad være med at rakke ned på masturbation. Det er sex med en jeg elsker!")

Mange mænd oplever stærkt ubehag, ømhed og kropslig uro, hvis de ikke jævnligt får udløsning, så hvad det angår er du helt normal. Kvinder kan få tilsvarende kropslige symptomer. Mentalhygiejnisk er det med andre ord sundt både for mænd og for kvinder at onanere.

Det samme gælder i øvrigt for både mænd og kvinder at hvis spændingen ved det seksuelle samvær ikke forløses, så kan det give både kropsligt og psykisk ubehag.

Den nyeste forskning om onani og årsagen til at i hvert fald mænd onanerer viser at sædkvaliteten forbedres signifikant, hvis mænd onanerer - og det er sandsynligvis den biologiske forklaring. Desuden viser det sig at hyppige sædafgange formentligt reducerer risikoen for at få prostatakræft. Læs mere under Onani - mænd - drenge

Årsagerne til vanskeligheder med at få orgasme under samlege kan ligge både hos manden og hos kvinden. Hos manden handler det ofte om præstationsangst og i sjældnere tilfælde om stærkt nedsat følsomhed. Se under Potens - Præstationsangst. Hos kvinden handler det ofte om manglende fugtighed eller manglende stramhed i skedemuskulaturen.

Nu beskriver du ikke, hvad dine problemer nærmere bestemt er og du fortæller heller ikke årsagen til din kones anfægtelser - eller din grund er til at være sammen med en så tilsyneladende lidet forstående kvinde. Men ud fra det du skriver så tror jeg I kunne have gavn af parterapi hos en sexologisk velfunderet psykoterapeut.

Hvis du / I evt. vælger en psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

Objektivt set kunne man sige, at en partner slet ikke har ret til at blande sig et så privat anliggende som onani lige så lidt, som man har ret til at åbne sin partners breve, læse i dennes dagbog eller kigge hans/hendes sms'er igennem.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Medlem af Psykoterapeut Foreningen

PSYKE & SEX



SPØRGSMÅL

Ingen udløsning

Jeg har et stort problem, som jeg håber på at få hjælp til at løse.

Jeg er kæreste med den mest vidunderlige kvinde, der ovenikøbet er ti år yngre end mig. Jeg er 35. Hun elsker sex, og det samme gør jeg, så hvad er egentlig problemet, der er jo tale om enhver mands drømmesituation???

Jeg kan ganske enkelt ikke få udløsning! I stedet oplever jeg aftagende potens fra samlejets start og frem til jeg 20 minutter senere er for slap til at fortsætte. Enkelte gange har jeg dog lavet en form for 'løbende' aflevering, men aldrig en, der har været mærkbar for mig.

Mine orgasmer er intense og 'rigtige' nok, når jeg onanerer - hvad fanden gør jeg???

Poulsgaard


SVAR

Hej Poulsgaard

" - hvad fanden gør jeg???" Godt spørgsmål, hvad er det du gør, der gør onani-orgasmer bedre end samlege-orgasmer?

Der er flere muligheder:
1) Du bruger kortere tid på onanien end på samlegen og kan derfor bedre holde begejstringen oppe - mentalt.
2) Du bruger kortere tid på onanien end på samlegen og kan derfor bedre holde begejstringen oppe - fysisk. Er du overvægtig, ryger du, drikker du, har du sukkersyge?
3) Får du medicin - f.eks. psykofarmaka?
4) Du lider af præstationsangst - af angst for ikke at kunne præstere en orgasme kan du heller ikke - læs mere her i PSYKE & SEX under Potens -Præstationsangst. Hun er 10 år yngre og helt vidunderlig - det kan nemt øget præstationsangsten.
5) Du bruger for lang tid på samlegen og bliver derfor mindre følsom?
6) Du har et strammere greb om din pik/penis end din kærestes kusse kan give - den kan være for slap, for våd, for tør?

Som du kan se er der mange muligheder - plus en del mere.

Læs mere i VIDEN OM POTENS AF BIRGIT DAGMAR JOHANSEN

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Medlem af Psykoterapeut Foreningen

PSYKE & SEX



PSYKE & SEX

Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: masturbation, onani, samlege, ogasme, samlege, samleje, udløsning, ornani, ornanering
Senest opdateret 29. januar 2009