Erektion - en by i Rusland


Spørgsmål

Hej.

Jeg er en ung mand på 24 som den sidste måned har mistet lysten til sex.
Hvis jeg alligevel PRØVER at spille den af, tager det laang tid før jeg kommer, hvis jeg da kan.
Min pik bliver ikke lige så stiv som den plejede, heller ikke lige før udløsningen. Holder jeg op daler den ned med det samme.

Imellemtiden har jeg endda fået min første kæreste. Hun har meget stor sexlyst. I starten snakkede vi om at det var normalt ikke at kunne når man var jomfru. (Men det startede jo før jeg mødte hende) og ændrer sig ikke selvom Jeg ikke er nervøs mere.
Hvor er de gamle fantasier og trangen til at bolle blevet af?

Før i tiden skulle der intet til, selvom jeg kun var mig selv, men så stoppede det. -og ingengang en lækker pige ved min side kan forandre situationen.

Vi kan ikke gennemføre et samleje, selvom jeg "Spiller" den stiv daler den ligeså snart jeg trænger ind.

Jeg har oplevet det samme hvis jeg var syg eller meget forelsket, men det er jeg ikke nu, og det tog aldrig mere end en uge, og så var jeg dobbelt så trængende igen.

Er der nogle der kan give et par råd. Det er frygteligt ikke at kunne give hende noget, og jeg føler mig ikke som en ung mand mere.

Med venlig hilsen
den slappe.


Svar

Hej
Den slappe

Den russiske potens er nu heller ikke noget at råbe hurra for - fødselstallet er stærkt dalende der ovre.

Nå spøg til side, der er to forhold jeg godt lige vil vide noget om:
1 ) Kan du få morgenerektion af fuld styrke?
2 ) Er du blevet undersøgt af din læge for f.eks. prostatitis / blærehalskirtelbetændelse ?

Prøv at kigge under Potens - Prostatitis - Blærehalskirtelbetændelse og de andre emner om Potens og skriv så igen.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT MPF & SEXOLOG
Medlem af Psykoterapeut Foreningen

PSYKE & SEX


Kommentar

Du har mistet evnen til at få erektion i den sidste måneds tid. I mellemtiden har du fået en kæreste - og du er ikke forelsket. Når du en måned eller mindre inde i forholdet ikke er forelsket, kan jeg da godt forstå, den strejker dernede...


Lotte




Spørgsmål

Jeg er så ked af den hæ.... ... ..

Okay så prøver jeg!

Mit problem tager sgu snart livet af mig. Og for at starte et sted så må det være da jeg for ca. 3 år tilbage blev alene efter et dejligt forhold på 7 år, vi skiltes som venner da vi var groet fra hinanden, gik derefter lidt fra kvinde til kvinde som mænd nu engang gør, og fik da også prøvet mig selv og mine grænser af. Men, for ca. et års tid siden begyndte jeg at miste min sexlyst og derved også min potens, i begyndelsen tænkte jeg ikke så meget over det da det var meget op og ned, men da det blev hyppigere og hyppigere begyndte jeg at tænke mere og mere over det. Nogen gange kunne der gå uger før lysten kom, og når så endelig den var der havde det jo været "lang" tid siden sidst og så går det jo tit for hurtigt. *suk* Og straks tror pigen jo at det er hende der er noget galt med, og uanset hvor meget jeg forklare og fortæller er den ikke svær at forklare når hun ved hvordan jeg var engang. Nå men inden jeg får set mig om er forholdet stoppet, og jeg tænker at det her skal sgu ikke ske igen, men ak nej sådan gik det ikke just, for da en ny pige kom ind i billedet gik det helt galt, for nu var lysten der men ikke potensen, arr okay den var der men ikke kraftig nok. Besluttede mig for at gå til lægen for at snakke med ham, hvilket jeg ikke fik det helt vilde ud af, efter et lille kvarters samtale om præsentation angst, stress og rygning fik jeg en recept på 4 viagra piller! Dooh, ikke lige just det der hjalp på mit humør! For Præsentations angst har jeg ikke, og ryge okay det gør jeg, men ikke mere end andre, og stress, Hmm arbejder men har det som blommen i et æg og kan flex alt det jeg vil. Men bare det at få de piller stemplede mig sgu indeni. Nå men pillerne blev brugt og var da en sjov oplevelse, men gjorde jo kun at problemet blev udsat.

Nå men står stadig her, denne gang men en ny pige som virkelig er hvad jeg vil ha, en af de typer som andre vender sig om efter og savler efter, og så er det jo ikke fedt når værktøjet ikke virker! Men den her gang har jeg været åben og fortalt hende om problemet for at se om det skulle hjælpe, så hun er helt indforstået med det og gør bare alt for at hjælpe. Havde inders inde troet at det ville hjælpe men desværre ikke. Så derfor spørger jeg dig, hvorfor en alm ung mand på 25 år bare ikke kan få den til at virke??? Please hjælp mig..

Løven


Svar

Hej Løven

Ja det må jo være som at være løve uden tænder.


Klik på billedet for at se det større

Hvordan er det med morgenerektion, har du stadig den?
Hvordan med onani, fungerer det stadigvæk?
Er det kun ved sex med andre at potensen svigter?
Dette for at komme lidt tættere på om dine problemer har en psykisk eller fysisk årsag.
Du er i en alder hvor nogen mænd får prostatitis - blærehalskirtelbetændelse og det kan gå ud over både lyst og potens i perioder - er du blevet undersøgt for det?

Og læs mere om Prostatitis, Potens og Præstationsangst her i PSYKE & SEX.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT MPF & SEXOLOG
Medlem af Psykoterapeut Foreningen

PSYKE & SEX


Spørgsmål

Hej Per.
morgenerektion er der til tider godt nok, og onani er også okay, dog til tider mere end andre, men normalt vil jeg mene.
Det du skriver med sex med andre forstår jeg ikke helt? Har haft problemet med de sidste fire piger som jeg har haft....

Løven


Svar

Hej Løven

Du kan få erektion om morgenen og ved onani, så det ligger altså nogenlunde fast at fysisk er der ikke de store problemer - det handler altså ikke om utætte vener eller lignende - og få lige undersøgt om du evt. har prostatitis.

Så uanset om du kan lide det eller ej, så hælder jeg noget mere til en psykologisk forklaring. Så måske skal du tænke lidt på om der ikke er noget med præstationsangst og evt. manglende selvfølelse - og især når det nu er en kvinde der igen betyder noget.

Prøv at læse her i PSYKE & SEX under Potens - Nyt forhold.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT MPF & SEXOLOG
Medlem af Psykoterapeut Foreningen

PSYKE & SEX



PSYKE & SEX

Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT MPF & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: potens, impotens, erektion, erektionsbesvær, Forelskelse
Senest opdateret 5. februar 2009