Utroskab


Spørgsmål ???

Jeg skriver til dig, fordi min kone og jeg står i vor største krise indtil nu. Jeg forventer egentlig ikke, at du kommer med nogen mirakelløsning (selvom det ville være meget belejligt), men det kunne være rart at vide, hvad du tænker om min situation. Brevet er temmeligt langt, men der er på den anden side meget at fortælle, hvis man bedre skal forstå, hvad det hele betyder for mig.

Vi har været gift i seks år og har to børn på 3 og 6 år. Jeg er lige begyndt på forældreorlov i de næste tre måneder til vort ældste barn, som skal til at begynde i børnehaveklasse. Min kone har i størstedelen af vort ægteskab været hjemmegående, enten på orlov eller som arbejdsløs.

For to måneder siden fortalte min kone, at hun var igang med en affære med en anden mand, og at det allerede havde stået på i to måneder. Det der sårede mig mest ved den nyhed, og som stadig gør ondt at tænke på, er at hun havde holdt det skjult for mig i to måneder. Den aften har vendt op og ned på mit liv. Stemningen imellem os i den forløbne tid har været meget intens, men ikke hadefuldt. Vi har haft en god kontakt med hinanden og har kunnet tale om vore følelser på en anderledes fri måde, end vi hidtil har gjort. Jeg har været hele følelsesregistret igennem hundredevis af gange nu, men det er især sorg og vrede, der går igen.

Jeg er ikke typen, der bærer nag, og som går og dvæler ved fortiden. Jeg har det bedst med at se fremad og tage udgangspunkt i min aktuelle situation. Men i de sidste to måneder har vi boet sammen, medens hun stadig har mødtes med sin kæreste. Jeg har flere gange bedt hende træffe en afgørelse med hensyn til vort forhold. Hvis hun ønsker at fortsætte vort forhold, så er der ikke også plads til andre kærester ved siden af. Hun har ikke kunnet træffe nogen beslutning, og det har været uudholdeligt for mig. Til sidst gav jeg hende "kniven på struben" og truede med at smide hende ud, hvis hun agtede at blive ved med at ses med sin kæreste. Til min store overraskelse erklærede hun dagen efter, at hun havde afbrudt forholdet til sin kæreste. Men dermed standser vor krise ikke; det er nærmest som om problemerne først begynder nu....

Det virker som om vi begge er bange for at blive sårede, og derfor er meget forsigtige med at nærme os hinanden. Vort sexliv er nu gået helt i stå, men det har i adskillige år været på et meget lavt niveau (i forhold til hvad jeg ønsker). Det er derfor også sårende at tænke på, at hun har gerne villet elske med sin kæreste, men ikke med mig.

Vi er begyndt på parterapi og går også begge i individuel psykoterapi. Sidstnævnte er for mit vedkommede noget nyt, som jeg begyndte på for et halvt år siden. Det har været en meget udbytterig oplevelse og jeg føler jeg lærer en masse. Min oprindelige mål var at få en bedre kontakt med børnene. Da jeg hurtigt og med enkle midler (bl.a. bogen "Dit Kompetente Barn", af Jesper Juul) oplevede store forbedringer, så har jeg fået blod på tanden og har taget hul på nogle mere fundamentale problemer, bl.a. i mit forhold til andre mennesker og også mig selv. Nogle af de problemer jeg arbejder med er, at jeg tit er fokuseret på, hvad andre ønsker / forventer af mig. Jeg er vant til fra min barndom at andre (= min far) fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Det er som om jeg aldrig har lært selv at tage ansvar for mit eget liv. Når jeg læser Jesper Juul's bog, så presser tårene sig på. Jeg føler derfor, at jeg er kommet på lidt af en opgave.

Så for at ridse op, så går vi begge to hjemme nu. Det er nærmest som om vi kredser om hinanden for ligesom at se hinanden an. Det er en meget utryg situation for begge.

Jeg vil afslutte (første kapitel af) min beretning nu. Når jeg sidder og skriver alt dette, så føler jeg trods alt, at vi bevæger os i den rigtige retning. Men det er bare svært at se noget lys forude.


Svar

Hej

Ja, hvad tænker jeg om din situation. Først og fremmest at det jo ER en ret svær situation, som jeg osse kender delvist fra mit eget liv.

Jeg tænker osse at krise jo betyder forandring - og det lyder som om I begge er midt i en større forandringsproces, som forhåbentligt fører til et rigere liv for jer begge to og jeres to børn.

I går begge i psykoterapi - både sammen i parterapi og hver for sig i individuel terapi - så I tager jo hånd om jeres situation. Og hvis I begge er tilfredse med jeres psykoterapeuter skulle det jo osse på sigt hjælpe jer.

Selv om du ikke oplever, at du har været vant til at handle og blot har gjort som andre har forventet af dig, fortalt dig - så har du jo dog sat din kone kniven på struben, og det synes jeg nu lyder som en markant handling.

Jeg kan godt forstå, at det kan være sådan at i kredser om hinanden nu. Du er jo givet stadig vred og ikke mindst såret på netop din seksualitet - og din kone er sikkert osse vred over at skulle tage det valg og over at skulle holde op med at se sin elsker, som nok har givet hende et seksuelt frirum - når nu jeres sexliv ikke rigtigt fungerede længere. Så der er meget at få snakket om og mange følelser der skal på plads, og ofte tager det lang tid at få læget utroskabssår - især hvis sexlivet ikke fungerede så godt i forvejen. Og det kan lade sig gøre - især når man som du foretrækker at se frem ad - og ikke vil lade fortiden bremse sig.

Jeg kan osse se - at du kan se - at I er på vej gennem den tunnel (krise), der skal føre til en kvalitativ udvikling af jeres forhold - I er blot ikke kommet til det sted endnu hvor lyset forude viser sig. Det kommer på et tidspunkt! Der ER lys forude!!!

Held og lykke med et - begge to - alle fire.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX


Spørgsmål ???

Tak for dit svar. Det vigtigste du skrev var nok, at det ER svært. Når jeg synes, at min situation er svær og det gør ondt, så er der altså ikke nogen hurtig måde at slippe for smerten. Det er med andre ord ligesom når man er syg og har feber. Så er det bedst at lade feberen rase, kombineret med passende omsorg, for det er den hurtigste og bedste måde at blive rask på igen. Er det rigtig forstået?

Du er overrasket over min markante handling ved at give min kone "kniven på struben". Jeg var også lidt stolt af mig selv; det ville i hvert fald have været utænkeligt for et halvt år siden. Jeg mener: Jeg er nu blevet mere bevidst omkring mine egne grænser og bliver gradvist bedre til at markere dem overfor andre. Det er et af emnerne i min individuelle terapi.

Nu har jeg lige læst Fernando Savater's bog om etik "Tanker fra en kannibal". Det er en meget positiv og opmuntrende bog, og han skriver blandt andet, at man skal sætte sig i andre menneskers sted og se verden gennem deres øjne. Det prøver jeg så, men det bliver vanskeliggjort af, at min kone er meget lidt meddelsom. Jeg spørger hende f.eks. om, hvad hun vil med vort ægteskab på lidt længere sigt. Hun svarer, at hun "håber vi får det godt sammen". Jeg føler ligesom ikke, at hun svarer på mit spørgsmål. Der er, i mine øjne, en stor forskel mellem at VILLE og at HÅBE. Jeg tolker derfor hendes svar som, at hun ikke rigtig selv er klar over, hvad hun vil. Det skaber en øget utryghed for mig. Måske parterapien kan hjælpe med det...

Derudover har også hun, ligesom mig, svært ved at sætte grænser. F.eks. hvis jeg sidder en hel aften hjemme foran computeren til hendes store frustration, så siger hun ikke noget til det. Hun finder sig i det og lader stå til, selvom det sårer hende. Når jeg så endelig gerne vil snakke med hende, så er hun sur og tvær. Jeg føler mig uskyldigt dømt, for hun kunne (burde) jo have markeret sig, og givet udtryk for, at hun var generet af min opførsel. Jeg har selvfølgelig generaliseret en del, så det skal blot tages som et eksempel. Og bemærk venligst: For et halvt år siden var jeg slet ikke opmærksom eller bevidst omkring dette reaktionsmønster.

Ja, jeg skriver og skriver, og jeg kunne blive ved længe endnu! Jeg synes bare, der skal ske noget. Jeg har overhoveder ingen erfaring at støtte mig til, og jeg begynder at blive utålmodig. Jeg har en fornemmelse af, at det tager temmelig lang tid. Den proces kan nok ikke gøres hurtigere, men i mellemtiden søger jeg en lindring for mine lidelser. Har du nogle forslag?

Træt hilsen


Svar

Hej

Og det ER svært, som ved andre tab. I/du har for en tid tabt en del af fortroligheden og tilliden, og I/du skal finde nye veje frem - ikke som mange tænker - finde den gamle tillid og fortrolighed - der skal findes en ny tillid og en ny fortrolighed og en ny kropslighed - jeres forhold er ikke det samme længere - det kan blive dårligere eller det kan blive bedre af denne krise. Det er I/du i stor udstrækning selv bestemmende om.

Sorgarbejdet er et stykke aktivt arbejde som Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick har skrevet så udmærket om i bogen Den nødvendige smerte - om sorg, sorgterapi og kriseintervention Munksgaard 1987.

Nej, jeg er ikke overrasket over, at du satte kniven på struben af din kone - tværtimod skriver jeg, at du NETOP der viste handling, i modsætning til det du beskriver som din hidtidige "laden andre bestemme"-strategi. Fint nok!!! Det ville jeg osse gøre.

Det er fint nok at kunne sætte sig i andre menneskers sted. Men for at kunne det ordentligt, så er det vigtigt at kunne skelne mellem hvad der er MIG og hvad der er DIG, altså at kunne mærke sine egne grænser TYDELIGT. Og hvis man ikke kan det og er ved at lære det, så betyder det ofte at der i en periode bliver lidt for meget mig (Og det er som det er, OK!), det kan ikke være anderledes.

Det er iøvrigt osse derfor det er vigtigt, at psykoterapeuter og psykologer selv er igennem en grundig egenterapi i forbindelse med deres uddannelse.

Og tillykke med at du er blevet OPMÆRKSOM på dit reaktionsmønster.
Opmærksomhed forandrer.

I må jo starte der hvor I er, og hvis din kone er på HÅBEstadiet, så må du accepetere det, selvom du gerne ville have at hun VIL i stedet for. Jeg forstår godt at det giver dig utryghed - og det er det parterapien skal afklare - og afklaring er ofte osse et spørgsmål om at have den tid man har brug for - selvom den anden har brug for hurtige svar for at undgå utrygheden. Svar under pres dur ikke - hverken på kort eller lang sigt.

Computere m/k. Ja det kan skabe en del problemer i de små hjem. Og min holdning er den at hvis man bruger den tid sammen som man har aftalt og har lyst til, så skal den anden ikke bestemme hvad man(d) bruger sin (selv)tid til. Ingen dårlig samvittighed her - computere er fascinerende maskiner - og osse nogle forfærdelige tidsrøvere.

Ja, det tager sikkert længere tid end du lige har lyst til. Så sørg for at gøre noget godt for dig selv HVER dag, styrk dine relationer til dine venner, eller sørg for at lave dit eget netværk. Hyg dig med jeres børn, koncentrer dig om nuet - det fjerner bekymringer for fremtiden.

Og gør som du gør - skriv dig igennem det - det kan støtte dig i at opbygge en erfaring som du senere kan trække på - erfaring er erfaring og ikke noget vi er født med.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX


Se osse indlægget Kvinder & mænd - Forskellige behov - Usikkerhed, som er en fortsættelse af indlægget ovenfor.





Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog

Ebbe Scheel Krüger om Utroskab

Karen Zimsen: Utroskab - om den sårende lyst til frihed og eventyr




PSYKE & SEX

Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: parforhold, sidespring
Senest opdateret 22. september 2016