Vaginisme


Spørgsmål ???

Hej Per

Jeg skriver fordi min kæreste og jeg har nogle temmeligt store problemer i vores sexliv, og har haft det i lang tid. Vi har været sammen i ca. 2 år, men besluttede os først for at tage skridtet videre til samleje efter ca. 1 år. Det var den første gang for os begge (vi var begge 18). Desværre blev det ikke til nogen succes. Jeg brugte kondom, og dumme som vi var tænkte vi ikke på glidecreme. Det gjorde forfærdeligt ondt på hende! Men hun ville gennemføre det, for hun/vi mente det bare var start vanskeligheder. Det har gjort ondt på hende ligesiden den gang, og sviet bagefter. Vi fortsatte et halvt års tid på den måde, hun skjulte for mig at det blev ved med at gøre så ondt... Jeg følte mig som jordens største svin da jeg fandt ud af det for 4 måneder siden!

Hun havde meget lyst i begyndelsen, selvom det gjorde ondt i starten og sved bagefter, men det tog naturligvis hurtigt af med lysten da det fortsatte på den måde, og så prøvede hun bare at ignorere det og skjule det for ikke at skuffe mig. Så kunne hun bare ikke mere på et tidspunkt, og fortalte mig det hele. Jeg havde godt kunne mærke på hende at hun ikke fik det samme ud af sex som mig (og havde det meget skidt med det), men jeg havde aldrig troet at det var så vildt. Jeg brød sammen og følte, at jeg havde voldtaget igen og igen. Siden den snak er det gået i stå. Jeg har enormt meget lyst (brug) for at mærke at hun interesserer sig for mig i det henseende, men hun har næsten aldrig lyst (hvordan kan man bebrejde hende?), og når hun har er det kun til at kysse og gnide. Selvom jeg har det rigtig skidt med at føle sådan, så kan jeg ikke blive ved på den her måde. Jeg føler at jeg slet ikke tænder hende, og jeg har brug for at føle det såvel som selve akten.

Vi blev derfor enige om at skrive til dig og høre om evt. løsninger. Vi har prøvet alt hvad vi kan tænke på (det hjælper på svien med glidecreme, men hun er stadig for snæver). Vi elsker hinanden meget, og skal til at flytte sammen, men vi skal virkelig ha' det her ind på et rigtigt spor! At det nok er noget der tager lang tid (det tog jo også lang tid at komme så langt ud) er ok. Men vi skal virkelig igang med den process hurtigst muligt. Jeg bliver gnaven og i dårligt humør næsten hver gang vi er sammen (jeg KAN ikke undgå det), og det ødelægger os.

Vi håber så meget at kunne hente noget hjælp hos dig. Vi vil meget gerne være anonyme! Vi er kede af at tage så meget af din tid med så langt et brev!

Mange Venlige Hilsner

G



Svar

Hej G

Du kalder dit spørgsmål Vaginisme, det er ufrivillige krampelignende sammentrækninger af skeden når noget indføres i skeden. Men din kærestes tilstand kan skyldes andet end vaginisme. Er hun blevet undersøgt hos en læge for skedekatar, svamp m.m. - det kunne jo være sådan noget - desuden er der noget der hedder Vestibulit eller Vulvodyni.

Man kan ikke sige at du har gjort noget forkert og du har ikke "voldtaget" din kæreste - men det lyder som I begge af misforståede hensyn ikke får sagt tingene lige ud - det må I lærer inden i flytter sammen.

Det er forståeligt at din kæreste mister lysten når det svier og gør ondt og det er forståeligt at du (og din kæreste) bliver irriterede og gnavne, når jeres seksualitet ikke fungerer godt.

Mit bedste råd er - op til lægen med din kæreste og lad jer ikke nøje med mindre end en specialistundersøgelse - få osse undersøgt om det f.eks. kunne være vestibulit (de færreste læger kender det åbenbart?).

Og giv mig et praj om hvad I finder ud af - det vil kunne hjælpe mig med at hjælpe andre.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX



Spørgsmål ???

Hej

Hvordan kommer man over vaginisme - fysisk såvel som psykisk.

Jeg er havnet i en ond cirkel: jo mere det gør ondt - jo mere frygter jeg det - jo mere spænder jeg og jo mere gør det ondt.

Det ødelægger det for mig og min kæreste - det er det sidste der mangler at være i orden for at forholdet er nærmest perfekt.

Det skal måske lige nævnes at min kæreste er meget hensynsfuld og går meget op i at jeg også nyder det, men det er svært når man frygter at det gør ondt.

Jeg forsøger at slappe af, men har en fornemmelse af at jeg ikke gør det alligevel.

Jeg håber du kan hjælpe mig især med at få psyken med og troen på at det kan lykkes.

Med venlig hilsen

Marianne


Svar

Hej Marianne

Først og fremmest er det vigtigt at du bliver undersøgt af din læge eller en speciallæge for at du kan sikre dig at alt er som det skal være fysisk.

Smerter kan skyldes andet end vaginisme - og smerter medfører jo automatisk at musklerne trækker sig sammen.

Normalt behandles vaginisme med at kvinden indfører dildoer af stigende tykkelse i skeden således at musklerne kan lære at slappe af - siden kan partneren overtage indføringen. Speciallægerne har normalt redskaberne.

Du kan lige som andre komme over problemet hvis det handler om vaginisme.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX


Spørgsmål ???

Hej Per

Jeg er blevet undersøgt af en læge og diagnosen var vaginisme. Jeg fik et redskab (ligner nærmest et fuglenæb der kan åbnes og lukkes) og nogle øvelser jeg skulle lave, men jeg synes ikke det har virket. Jeg ved ikke om jeg ikke har gjort det længe nok eller tit nok - men efterhånden har jeg mistet troen mere og mere på at det ikke gør ondt næste gang. Hvor lang tid skal der til før musklerne lærer, at det er okay og slapper af?

På forhånd tak

Marianne


Svar

Hej Marianne

Du bliver nok nødt til at beskrive dine smerter lidt mere specifikt - kan du f.eks. godt anvende en tampon uden smerter? Kan du føre en finger ind uden smerter? Er der smerter ved pres ind eller ud mod siden eller begge dele? Hvis du kan føre noget ind i skeden uden smerter og hvor stor skal genstanden være før det smerter? Eller er det kun når din kæreste fører noget ind i din skede det gør ondt?

Hvor længe har du trænet og hvordan?
Var du kun hos din egen læge eller var du osse hos en speciallæge?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX


Spørgsmål ???

Hej Per

Nu er jeg flyttet et par gange og har derfor haft nogle forskellige læger. Af de to første læger der lavede en gynækologisk undersøgelse (pga. alder og p-piller) fik jeg at vide at jeg spændte og skulle slappe af - det synes jeg også jeg gjorde, men det mente de ikke. Min nuværende læge tog jeg mig sammen til at spørge om, hvorfor det gjorde så ondt og han mente at det var vaginisme efter en undersøgelse, hvor han fortalte mig hvilken muskel det drejede sig om. Han sagde at jeg skulle bruge den omvendte tang der ligner et fuglenæb og evt. fingeren. Det skulle gøres på den måde at man stak tangen ind og glemte forsigtigt sammen så de to dele indeni skiltes fra hinanden og dermed pressede på musklen. Det samme kunne man gøre med fingeren, altså presse på musklen, mens man skiftevis spændte og slappede af.

Da jeg var til den undersøgelse ved jeg ikke om jeg fik at vide hvor mange dage, hvor mange gange om ugen og hvor lang tid ad gangen man skulle lave disse øvelser, i så fald er det røget lige igennem, så jeg håber du kan give mig et svar på det. Jeg mangler virkelig en tidshorisont. Jeg har ikke været til nogen speciallæge.

Jeg kan godt anvende tampon uden smerter, men jeg tænker også meget på at slappe af.
Min kæreste kan også putte en finger ind uden det gør ondt, men 9 ud af 10 gange går det galt når vi forsøger at gå i seng sammen. Det er som om han støder på noget ikke ret langt inde og så gør det ondt.

Jeg elsker min kæreste og ville meget gerne kunne dele det sidste med ham også. Han er utrolig god til og går meget op i at få mig til at nyde det selvom det ikke bliver til sex og jeg får næsten orgasme hver gang når vi
kæler og nusser.

Jeg ved ikke om det har nogen betydning at jeg har insulinkrævende diabetes?

Med venlig hilsen

Marianne


Svar

Hej Marianne

Jeg kan ikke give dig anden tidshorisont end at du må træne til du ikke har problemet mere og jo mere træning jo bedre - hvis det vel og mærke er er vaginisme du lider af, og det kan det meget vel være.

Men hvis jeg var i din situation ville jeg nu alligevel bede om en konsultation hos en gynækolog - og så ville jeg skrive vores korrespondance ud og give den til ham / hende - det vil nok hjælpe lidt på oplysningsgraden.

Der var jo den mulighed at du ikke lider af vaginisme men af vestibulit / vulvodyni og så er situationen lidt anderledes. Læs osse artiklen om Vestibulit / Vulvodyni (svensk tekst)

Det er osse muligt, at du skal anvende en anden træning end anvendelse af spekulum (fuglenæbbet) - måske reagerer du ikke så meget på udvidelsen men på indtrængen (har du været ude for seksuelle overgreb?).

Den anden træning kan gå på at indfører større og større dildoer indtil du kan slappe af overfor en passende størrelse. Og for at gøre det ordentligt handler det om at både og og din ven skal deltage i den træning - der er sikkert forskel på din spænding om du gør det eller om din ven gør det.

Jeg har ikke hørt om at diabetes skulle kunne give den slags seksuelle vanskeligheder - det kan give potensbesvær for nogen mænd.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX


Spørgsmål ???

Hej Per

Jeg har været hos lægen og fået konstateret vaginisme for 3 år siden. Jeg fik et instrument, der ligner et næb med hjem - det fungerede ikke fantastisk for mig. Jeg har også været hos en hypnotisør hvor jeg ligesom lærte at slappe helt af. Mit problem er at det har gjort ondt så længe at hver gang min kæreste og jeg vil dyrke sex og vi kommer til indtrængningsdelen så slår min hjerne straks over på at det her kommer til at gøre ondt og så spænder hele kroppen. Hvordan kommer jeg over det? Min kæreste er meget hensynsfuld, men vi er begge ved at køre lidt sur i vores sexliv fordi det så sjældent fungerer.

På forhånd tak

Marianne


Svar

Hej Marianne

Læs hvad jeg tidligere har skrev et til dig. Når det har stået på så længe er der ikke noget at sige til, at du efterhånden er blevet frygtsom. Men det handler om at I træner sammen. Jeg vil foreslå at I køber nogle stavmassageapparater i forskellig størrelse og start med de små. Dels skal du træne med at klemme sammen og slappe af i skeden med stavmassageapparatet inden for. Dels skal I sammen træne med at din kæreste fører stavmassageapparatet inden for, og at du så klemmer og slapper af. Efterhånden som du vender dig til at du kan kontrollere din skedemuskulatur kan I sætte størrelsen på stavmassageapparaterne op. Og på et tidspunkt vil du have så meget kontrol over det at I kan have almindelig samlege.

Hvis det ikke hjælper så vil jeg foreslå dig at du finde en afspændningspædagog der arbejder med vaginisme.
F.eks. Lise-Lotte Kesje, Sygeplejerske, afspændingspædagog og psykoterapeut MPF. Masten 20, 3070 Snekkersten. Tlf.: 4926 6830. E-mail: liselotte@12move.dk .

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX


Se osse:
Smerter ved samleje (1)

Smerter ved samleje (2)

Vulvodyni





NetDoktor om Smerter ved samleje

Painful sex may not be sexual dysfunction


Vestibulit / Vulvodyni




PSYKE & SEX

Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: Smerter, samlege, samleje, vestibulit, vestibulitis, vulvodyni, vulvodynia, Vagina, Vaginisme
Senest opdateret 10. april 2014